§ 1 – Navn.

Foreningens navn er Lynge-Broby Idrætsforening.

Foreningen er stiftet den 19. marts 1970, som en sammenlægning af Broby Skytteforening (stiftet i 1868) og Lynge Gymnastikforening (stiftet 1903). Foreningens hjemsted er Sorø Kommune.

 

§ 2 – Formål.

Foreningens formål er med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at sikre, at det enkelte medlem, udover sin deltagelse i aktiviteten, tager del i fællesskabet.

 

§ 3 – Tilslutning.

Foreningen er tilsluttet DGI – Vestsjælland og dermed undergivet landsdelsforeningens vedtægter. De enkelte afdelinger kan tilslutte sig det respektive specialforbund under Danmarks Idræts Forbund.

 

§ 4 – Medlemmer.

Stk 1. Som medlemmer kan optages enhver der kan vedkende sig klubbens formål og vedtægter.

Stk. 2. Bestyrelsen kan udelukke et medlem, hvis medlemmet har forbrudt sig mod formål, vedtægt eller på anden måde handlet illoyalt mod klubben. Det udelukkede medlem kan få bestyrelsens beslutning prøvet på førstkommende generalforsamling.

Kontingentrestance til idrætsforeningen medfører udelukkelse fra aktiviteter i alle afdelinger, når skriftligt varsel herom er afgivet med 3 ugers frist for betaling. Restancer forudsættes betalt førend nyoptagelse kan finde sted, dispensation fra denne bestemmelse kan gives af bestyrelsen til personer under 18 år.

Stk. 3. Udmeldelse skal ske ved henvendelse til bestyrelsen/afdelingen.

 

§ 5 – Ledelse.

Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af en formand, formændene i de § 6 anførte udvalg, samt højst 3 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 2. Formanden vælges for 1 år af gangen, alle øvrige for 2 år.

Stk. 3. Generalforsamlingen godkender de af afdelingerne valgte udvalgsformænd. I tilfælde af manglende godkendelse sendes valget af udvalgsformand tilbage til afdelingen. Der afholdes efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, som godkender den nyvalgte udvalgsformand.

Stk. 4. Bestyrelsen konstituerer sig med kasserer og sekretær.

Stk. 5. Valgbar er ethvert medlem, der er fyldt 16 år, samt forældre/værge til medlemmer under 16 år.

 

§ 6 – Aktiviteter.

Stk. 1. Bestyrelsen kan godkende oprettelse af afdelinger til varetagelse af selvstændige aktiviteter. Afdelingens oprettelse skal godkendes på den førstkommende generalforsamling.

Stk. 2. En afdelings ophør skal godkendes på generalforsamlingen. Ved ophør overgår dispositionsretten over samtlige aktivitetens ejendele og formue til foreningen.

 

§ 7 – Udvalg.

Stk. 1. For hver godkendt afdeling vælges et udvalg på 3-7 medlemmer. Alle udvalgsmedlemmer vælges på et afdelingsmøde og valget af formand godkendes af generalforsamlingen, som anført under § 5.

Stk. 2. De enkelte afdelinger kan nedsætte et juniorudvalg på 3-5 medlemmer. Valgbar til dette udvalg er medlemmer under 18 år. Udvalget vælger selv sin formand, som samtidig får plads i aktivitetsudvalget.

Stk. 3. Udvalget fastsætter selv deres forretningsorden.

 

§ 8 – Kontingent.

De enkelte afdelinger fastsætter selv deres aktivitetskontingent, som efterfølgende godkendes af generalforsamlingen i forbindelse med godkendelse af budget for indeværende år, som anført under § 11.

Bestyrelsen kan under særlige omstændigheder give et medlem kontingentfrihed.

 

§ 9 – Forpligtelser.

Stk. 1. Foreningens medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue.

Stk. 2. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen udover kontingentforpligtelsen.

Stk. 3. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

 

§ 10. Myndighed.

Stk. 1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes i 1. kvartal og indkaldes ved opslag på foreningens område, herunder foreningens hjemmeside og ved annoncering i den eller de aviser, som bestyrelsen finder fornødent, med mindst 14 dages varsel.

Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage før.

Stk. 3. Kun fremmødte medlemmer, der er fyldt 14 år, har stemmeret. Medlemmer under 14 år kan repræsenteres af forældre/værge. Hvert fremmødt medlem har kun 1 stemme.

Stk. 4. På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal (over halvdelen), dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt til ændring af disse vedtægter, mindst 2/3 af de afgivne gyldige stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning kan efter ønske foretages.

Stk. 5. Der føres referat over vedtagne beslutninger.

 

§ 11 – Generalforsamlingen.

På den ordinære generalforsamling behandles følgende:

1. Valg af dirigent og stemmetællere.

2. Aflæggelse af beretning.

3. Udvalgene aflægger beretning.

4. Forelæggelse af det reviderede regnskab.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Forelæggelse af budget for det indeværende år.

7. Valg af

a. Formand

b. Bestyrelsesmedlemmer

c. Revisor

8. Godkendelse af afdelingsmødernes valgte formænd

9. Eventuelt.

 

§ 12 – Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 50 % af foreningens aktive medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.

 

§ 13 – Tegningsret.

Foreningen tegnes af formanden.

De enkelte udvalg tegnes af de respektive udvalgsformænd.

 

Kassereren kan oprette og nedlægge bankkonti, udbetale og modtage beløb jf. generalforsamlingens, afdelingernes og bestyrelsens beslutninger, samt råder over klubbens midler i forbindelse med klubbens normale drift.

 

Foreningen tegnes dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån af den samlede bestyrelse.

 

§ 14 – Forretningsorden.

Stk. 1. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Til bestyrelsesmøderne har udvalgsformændene mødepligt eventuelt ved stedfortræder.

Stk. 3. Formanden og kassereren har ret til at overvære udvalgsmøderne, dog uden at have stemmeret.

 

§ 15 – Bestyrelsen.

Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen stemmer herfor.

 

§16 – Referat.

Der tages referat fra bestyrelsesmøder og dette godkendes senest på det næste møde.

 

§ 17 – Regnskabsår.

Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december, og senest den 31. januar afgiver bestyrelsen driftsregnskab og status til revisorer.

 

§ 18 – Æresmedlemmer.

Som æresmedlem kan bestyrelsen udnævne personer, der i særlig grad har gjort en indsats for Lynge-Broby Idrætsforening.

 

§ 19 – Opløsning.

Stk. 1. Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

Stk. 2. Hvis en eller flere afdelinger ønsker at løsrive sig fra Lynge-Broby Idrætsforening eller Lynge-Broby Idrætsforening opløses, tages der stilling til fordeling af aktiverne på en generalforsamling.

Stk. 3. Udover det i stk. 2 nævnte tilfalder foreningens formue idræts- og ungdomsarbejdet i Sorø Kommune.

 

Vedtaget på generalforsamlingen den 25. marts 2009.